title: "Fysioterapi ved en arbejdsbetinget skade eller gene"
description: "Booking og information om tilbuddet"
date: "2025-08-21"
created: "2025-05-08"

[Hjem](https://sundhedsordning.kolding.dk/)

[Tilbud til den enkelte medarbejder](https://sundhedsordning.kolding.dk/tilbud-til-den-enkelte-medarbejder)

[Fysioterapi ved en arbejdsbetinget skade eller gene](https://sundhedsordning.kolding.dk/tilbud-til-den-enkelte-medarbejder/fysioterapi-ved-en-arbejdsbetinget-skade-eller-gene)

# Fysioterapi ved en arbejdsbetinget skade eller gene

![fysioterapeut behandler et ben](https://sundhedsordning.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/b7975bd5-f6d5-41eb-5042-08dd8b99f0e0?width=800)

Sundhedsordningens fysioterapeutiske behandlingstilbud er kun til arbejdsbetingede gener eller skader

En skade eller gene er arbejdsbetinget, hvis den er opstået i forbindelse med dit arbejde. Det kan fx være hvis du har spændinger i skulderne på grund af skærmarbejde, smerter i ryggen på grund af tunge løft osv. Skader, der er opstået i fritiden, er ikke dækket af det fysioterapeutiske behandlingstilbud.

Du kan kun booke den første konsultation. Her er der afsat 45 minutter til en grundig udredning for at kunne skabe det bedst mulige behandlingsgrundlag. De efterfølgende tider bookes sammen med fysioterapeuten i forhold til behandlingsplanen.

## Er din gene eller skade arbejdsbetinget?

Ja - min gene/skade er arbejdsbetinget

## Praktisk om det fysioterapeutiske behandlingstilbud

Behandlingsforløbet

Fysioterapeuten har ansvaret for tilrettelæggelsen af behandlingsforløbet. Forløbet bygger på principper om medarbejderens egen indsats i behandlingen.

Derfor sker der ved første konsultation en grundig fysioterapeutisk udredning og afklaring af behandlingsbehovet og medarbejderens egen indsats i behandlingsforløbet. Herefter suppleres egen indsatsen med fysioterapeutiske behandlinger.

Som medarbejder kan du booke den første behandling i et behandlingsforløb. De mulige efterfølgende behandlinger bookes sammen med din behandler.

### **1. konsultation i Sundhedsordningen:**

Fysioterapeuter er specialister i at hjælpe patienter med problemer i bevægeapparatet. Problemerne kan være hold i nakken eller ryggen, smerter i skulder, nakke eller ryg osv.

Når du konsulterer en fysioterapeut vil denne altid forsøge at hjælpe dig på den bedst mulige måde. Dette kræver at fysioterapeuten og patienten sammen kortlægger hvad der er galt og hvorfor, hvilket kræver en grundig undersøgelse som blandt andet inkluderer forskellige tests, men også et grundigt interview. Interviewdelen kan, for patienten, virke unødvendig, men desto bedre man indkredser problemet, desto mere målrettet behandling kan der iværksættes, hvilket på sigt giver langt de bedste resultater og løsninger for patienten.

Ved komplekse problemstillinger vil man derfor kunne opleve, at 1. konsultation går meget med "snak". Dette sikrer at fysioterapeuten får det bedst mulige behandlingsgrundlag, og ikke bare kaster sig ud i en behandling, der i værste fald kan gøre mere skade end gavn!

### **Behandling:**

Fysioterapeuter har mange forskellige behandlingsmuligheder der kan tages i brug, alt efter hvilken patient det drejer sig om. Det gælder nemlig om at du som patient får lige nøjagtig den behandling du har brug for. Behandlingen kan blandt andet bestå af:

Træning, Manuel terapi, Akupunktur, Øvelser, Hjemmeøvelser, Information og Vejledning

Du vil ikke altid få den samme behandling som din kollega, selvom i begge har ondt i ryggen/nakken osv. Alle bliver vurderet og behandlet individuelt og får derved den bedste behandling.

Fysioterapi i arbejdstiden

Fysioterapi kan ske i arbejdstiden, men husk altid at få din nærmeste leders accept til at forlade arbejdspladsen. Hvis du har behov for flere end to-fire behandlinger, vil disse konsultationer dog normalt skulle foregå uden for arbejdstiden.

Tidsbestilling af 1. konsultation

Du kan kun booke den første konsultation. Her er der afsat 45 minutter til en grundig udredning, for at kunne skabe det bedst mulige behandlingsgrundlag. De efterfølgende tider bookes sammen med fysioterapeuten i forhold til behandlingsplanen.

Det fysioterapeutiske tilbud udelukkende er til behandling af arbejdsbetingede skader og gener. Skader, der er opstået i fritiden, er ikke dækket af det fysioterapeutiske behandlingstilbud.

Book tid til behandling online (link nedenfor) eller ring til Sundhedsordningens reception på telefon 79 79 60 00

Sundhedscentrets telefontid:

Mandag-torsdag kl. 8-14.
Fredag kl. 8-12.

Afbestilling eller ændring af tid til fysioterapi

Hvis du ikke kan møde op til en bestilt tid i sundhedsordningen, skal du hurtigst muligt melde afbud, så tiden ikke går til spilde.

Du kan melde afbud to steder:

- Kontakt fysioterapeuterne via sms, opkald og mail på henholdsvis 23 99 14 83 eller 23 99 14 73 og gela@kolding.dk eller lgeh@kolding.dk
- Gå ind i bookingsystemet
- Ring til Sundhedscentrets reception på telefon 79 79 60 00

Jo tidligere du melder afbud/ændrer din tid, jo større er chancen for, at en af dine kolleger kan få glæde af tiden.

Klinikker

Klinikkerne ligger på tre adresser.

Klinikker
| Klinik | Adresse |

| Christiansfeld | Skolegade 10 |
| Kolding | Sundhedscentret, Sygehusvej 6

Lokalerne hedder:

Undersøgelse 1.25

Undersøgelse 1.38

Lokalerne 1.25 og 1.38 befinder sig på 1. sal i Sundhedscenter Kolding. Fra forhallen, tag halvsvingstrappen til første sal og tag plads i de orange sofaer til venstre for trappeopgangen.

Lokale 0.81 befinder sig i stuen til venstre, når du kommer ind ad hovedindgangen. Du kan vente i de grå sofaer under trappen

Er du i bil, husk at stille p-skiven. |
| Vamdrup | Vamdrup skole, Herredsvej 45 |

Parkering

Som gæst på Sundhedscenter Kolding, Sygehusvej 6, har du mulighed for at parkere gratis på en personale parkeringsplads.

På personale parkeringspladserne kan du holde i 3 timer med p-skive.

Parkerer du andre steder, risikerer du en parkeringsafgift på 750 kr.

Du må parkere gratis på de grønne p-pladser i oversigten [P-pladser---Oversigtskort.pdf](https://sundhedsordning.kolding.dk/p/Subsites/Sundhedsordning/P-pladser---Oversigtskort.pdf "P-pladser---Oversigtskort.pdf")

Akuttider til fysioterapi

Akuttider er til behandling af akutte arbejdsbetingede skader.

En skade er akut, når den er opstået i forbindelse med arbejdet inden for de seneste 24 timer.
Kontakt fysioterapeuterne fra morgenstunden via sms, opkald og mail på henholdsvis 23 99 14 83 eller 23 99 14 73 og gela@kolding.dk eller lgeh@kolding.dk

De akuttider, som ikke er blevet booket inden kl. 10, vil indgå i de almindelige tider, der kan bookes.

Spørgsmål og svar

**Kan jeg benytte mig af en hvilken som helst fysioterapeut?**

Du bestemmer selv, hvilken af Sundhedsordningens fysioterapeuter du ønsker at bestille tid hos.

**Kan jeg få behandling hos kiropraktor gennem Sundhedsordningen?**

Nej, sundhedsordningen dækker kun fysioterapeutisk behandling. Men fysioterapeuterne i Sundhedsordningen er efteruddannet i "Mekaniske Diagnostik og behandling". Det er teknikker der mobiliserer og manipulerer de led-strukturer, som eventuelt er årsag til de gener som personen henvender sig med. Det er en anden måde end en typisk ”highthrust”-manipulation, men effekten er den samme.

**Jeg har fået hold i ryggen ved havearbejde. Kan jeg bruge sundhedsordningen, når skaden ikke er sket på jobbet?**

Når skaden er sket i din fritid, kan du som udgangspunkt ikke benytte Sundhedsordningen. Ordningen er målrettet arbejdsbetingede lidelser og skader, som er opstået på jobbet. Men hvis du har en svag ryg på grund af dit arbejde, kan du godt få hjælp til forebyggelse af fremtidige skader.

**Jeg er i flexjob på grund af gigt i ryg og lænd. Kan jeg få behandling hos sundhedsordningens fysioterapeuter?**

Nej. Sundhedsordningen har til formål at behandle arbejdsbetingede skader/gener. Behandling af kroniske lidelser er ikke omfattet af sundhedsordningens tilbud. Hvis du i forbindelse med udførelse af dit arbejde oplever en forværring af generne, kan du benytte sundhedsordningens tilbud og få en vurdering hos fysioterapeuten, om forværringen skyldes arbejdet. Hvis det er tilfældet, bør du kontakte din sagsbehandler for at få revurderet de opgaver, du skal udføre.

**Kan jeg få behandling hos fysioterapeuten i min arbejdstid?**

**﻿﻿**Som tommelfingerregel kan de første to-fire behandlinger foregå i arbejdstiden, hvis der er tale om en lidelse, som du har fået på jobbet. Hvis der er behov for flere behandlinger, skal disse foregå uden for arbejdstiden. Det er imidlertid vigtigt, at du som medarbejder altid indhenter tilladelse fra din nærmeste leder, før du forlader arbejdspladsen. For nogle arbejdsområder vil det være vanskeligt at gå til behandling i arbejdstiden på grund af arbejdets karakter eller organisering.

**Skal min læge have besked, før jeg får behandling i Sundhedsordningen?**

Nej, du bestiller bare tid direkte via Sundhedsordningens bookingsystem.

**Hvor lang tid tager en behandling?**

Max en halv time. Første gang du kommer til behandling vil fysioterapeuten oftest bruge mere tid på undersøgelse og interview end selve behandling. Dette for at sikre, at Du modtager den rigtige og mest effektive behandling.

**Kan fysioterapeuten ikke komme til mig i stedet for, at jeg skal hen til klinikken?**

Fysioterapeutisk behandling foregår kun på klinikkerne.

**Hvad koster det at bruge sundhedsordningen?**

Det er gratis at benytte Sundhedsordningen - både for medarbejderen og arbejdspladsen.

**Hvor mange behandlinger kan jeg få?**

Der er ikke sat nogen grænse for, hvor mange timers behandling man kan få. I dialog mellem dig og fysioterapeuten vil der løbende ske en vurdering af, om behandlingen hjælper. Det forventes også, at du selv yder en indsats, sådan at behandlingen suppleres med for eksempel øvelser hjemme.

[Book tid hos fysioterapeuterne](https://kolding.app.geckobooking.dk/site/index.php?icCode=9f4ae043f35e9e1c9b9cc9cf4fd12dd6b4796&dTpl=1&)

Nej - min gene/skade er ikke arbejdsbetinget

Sundhedsordningens fysioterapeutiske behandlingstilbud er kun til arbejdsbetingede skader eller gener.

Behandles du for andet, bliver du beskattet af det. Ret henvendelse til din læge eller en privatpraktiserende fysioterapeut for at få hjælp til dine gener.

Jeg ved ikke om min gene/skade er arbejdsbetinget

Sundhedsordningens fysioterapeutiske behandlingstilbud er kun til arbejdsbetingede skader eller gener.

Behandles du for andet, bliver du beskattet af det. Hvis du er i tvivl, så kontakt din læge eller en privatpraktiserende fysioterapeut for udredning af om genen/skaden er arbejdetsbetinget.