Tryghed

Du kan trygt benytte dig af tilbuddene i Sundhedsordningen. Brug af ordningen sker i fuld anonymitet, uden at kommunen får kendskab til, hvad du fejler, og hvad du modtager af behandling.

Beskatning

Nedenfor er en kort beskrivelse af generelle beskatningsregler for sundhedstilbud på arbejdspladsen pr. 27. januar 2012.

Motions-/trænings-/behandlingstilbud som forebygger/behandler arbejdsbetingede skader er skattefri. Tilbuddene skal være målrettet specifikke belastninger i arbejdet. Det kunne for eksempel være fysioterapi eller målrettet skulder/nakke-træning for administrativ ansatte.

Et Sundhedstilbud til behandling af ikke-arbejdsbetingede skader vil altid være skattepligtig og nedenstående bagatelgrænse for mindre personalegoder kan ikke benyttes.

Rygestop er altid skattefri.

Motions-/træningstilbud udenfor arbejdspladsens matrikler er som udgangspunkt skattepligtig, medmindre det har karakter af et socialt arrangement. F.eks. Fælles deltagelse af arbejdspladsen i DHL-Stafetten.

Kostvejledning er altid skattepligtig, uanset om der foreligger en lægehenvisning eller ej.

Bagatelgrænse på 1.000 kr.: Selvom tilbuddet er skattepligtig, vil man kunne undgå beskatning af tilbuddet, hvis det falder under bagatelgrænsen for mindre personalegoder på 1.000 kr. Mindre personalegoder kan f.eks. være julegaver og arbejdsgivers betaling af deltagergebyr til et motionsløb.

En medarbejder kan efter denne regel modtage mindre personalegoder på op til 1.000 kr. om året uden at blive beskattet heraf.

Det er medarbejderen selv, der skal oplyse det til SKAT, hvis vedkommende får personalegoder til en værdi over 1.000 kr. Hvis en medarbejder modtager mindre personalegoder for en værdi, der overstiger 1.000 kr. i alt beskattes vedkommende af hele beløbet.

Julegaver medregnes også i opgørelsen af, hvorvidt man overskrider 1.000 kr. grænsen. Dog er det kun det beløb, der ligger ud over julegaven, som man skal beskattes af.

Eks.Medarbejderen får en julegave til 700 kr. (som er maxgrænse for julegaver) og får desuden andre smågoder til en samlet værdi af 600 kr., medarbejderen overskrider således i alt 1.000 kr. (700 + 600) og skal herefter selv oplyse til SKAT, at han skal beskattes af de 600 kr.